Ny rapport fastslår: Seks ud af ni planetære grænser er nu overskredet

Vores rådgivende panelist, forsker Katherine Richardson står i spidsen for ny rapport: Seks ud af ni planetære grænser er nu overskredet

15/9/2023

Katherine Richardson og et stort hold af klimaforskere advarer: Seks ud af ni planetære grænser er nu overskredet

I den nyeste udgave af det ansete videnskabelige tidsskrift Science Advances offentliggør de 29 forskere fra otte lande resultatet af flere års omfattende arbejde med at opdatere status for menneskehedens påvirkning af de vitale planetære systemer. Og konklusionen er, at seks af ni videnskabeligt definerede og kvantificerede tålegrænser nu er overskredet.

Katherine Richardson fortæller: 

"Disse grænser er indbyrdes forbundne, og at overskride en kan forstærke de risici, der er forbundet med andre. Det betyder ikke, at katastrofen er uundgåelig, men vores planets modstandsdygtighed er truet, og vores risiko stiger. Vi ville være tåbelige bevidst at løbe denne risiko for at ændre de jordiske forhold, der har understøttet vores udvikling gennem de sidste 10.000 år. I stedet skal vi handle øjeblikkeligt og arbejde sammen mod en bæredygtig fremtid for alle - ligesom vi gjorde med nedbrydningen af ozonlaget i 1990'erne."

Det er muligt at læse hele artiklen på engelsk HER

Hos Bæredygtigt Kulturliv NU er vi utroligt stolte af at Katherine Richardson har valgt at sidde i vores rådgivende panel.

Christian Gade Bjerrum udtaler: 

"Den viden og indsigt og det store engagement Katherine bringer for dagen uanset hvem hun taler med er afgørende for at styrke brobygningen mellem klima- og biodiversitetsforskningen og civilsamfundet."

Og Jacob Teglgaard fortsætter:

"At Katherine samtidig ser kunsten og kulturlivet som et bindeled, der kan være med til at accelerere den nødvendige bæredygtige omstilling i samfundet er en kæmpe gevinst, ikke kun for Bæredygtigt Kulturliv NU, men for os alle sammen."
``