Husets Teater er et lille storbyteater på Halmtorvet i København med 12 ansatte. I Theatre Green Book Acceleratorprogrammet valgte teatret co-produktionen Fruen fra Havet med Odense Teater som udgangspunkt for at arbejde med Theatre Green Book på basisniveau.
Teatret har 16 af de 27 anbefalinger på basisniveau i mål. I Fruen fra Havet var 43 procent af det, der stod på scenen, genbrugt eller genanvendt, og 51 procent blev gemt eller brugt igen bagefter. Målene er 50 og 65 procent. Ved den næste produktion, Woyzeck, nåede teatret begge mål.
Undervejs har Husets Teater udpeget en bæredygtighedsansvarlig, inddraget alle medarbejdere i bæredygtighedsgruppen og skrevet en bæredygtighedspolitik og en adfærdskodeks. Bæredygtighed er nu et fast punkt på de ugentlige produktionsmøder, og grønne møder holdes kvartalsvis.
Rapporten viser også, hvor metoden ikke passer til et lille teater. Fire anbefalinger matcher ikke teatrets arbejdsgange, og da teatret lejer sig ind i en fredet bygning, ligger beslutninger om bygningen uden for teatrets råderum. Dokumentationen kræver ekstra tid, og teatret efterspørger fortsat sparring, når programmet slutter.
